Det vi skaber i verden er altid et udtryk for noget inden i os selv vi ikke er bevidste om. Universet er skruet sådan sammen for at vi på den måde skal lære at opdage hvem vi selv er.

Det er kendt at alt ubevidst materiale i os bliver projiceret ud på andre.

 

Det er lidt mindre kendt at vores kreative udtryk på samme måde er et udtryk for vores kollektive ubrevidste. Det være sig muligheder for at udvikle sig som menneske og ligeledes lære sig selv at kende både på et personligt og et kollektivt plan.

Princippet er det samme som da Beethoven lavede sin sidste symfoni selvom han var stok døv. De mennesker der har ægte erfaringer med det kollektive plan vil vide nøjagtig hvad det drejer sig om. Alle andre må nøjes med at acceptere eller afvise det som en teori.

 

Der er ikke noget mystisk eller vanskeligt ved processen. Det eneste det kræver er at man genkender dele af sin egen ubevidsthed – som derved bliver bevidst. Det gør man ikke lige fra den ene dag til den anden. Det er en ret langstrakt process, men som med så meget andet agfhænger det af hvor meget man investerer i projektet.